Espiritu Santo er den største ø på Vanuatu, og ligger lidt længere nord end hovedstaden Port Vila, hvorfor det er lidt varmere her. På øen ligger Mount Tabwemasana, der med sine 1879 meter over havet er landets højeste bjerg, og også et af de højeste i hele Stillehavet.
Santo er kendt for sine gode forhold for dykning, med sit krystalklare vand og et rigt og varieret dyreliv under vandet. Snorkling er også populært, hvis man altså ikke hellere vil vandre en tur ind i øens frodige indre regnskov. Vi anbefaler at tage ind til en landsby for at se hvordan de indfødte traditionelt har levet, og til en en vis grad stadig lever.

Foto: Vanuatu Tourism Office
Espiritu Santo var en stor militærbase under 2. Verdenskrig. Her ligger bl.a. Million Dollar Point, hvor amerikanerne har efterladt tonsvis af udstyr efter krigen var ovre, og her finder man alt fra bulldozere til lastbiler. Et eldorado for dykning og snorkling! Populært er også den legendariske «SS President Coolidge», som regnes for at være det bedste skibsvrag at dykke på i verden. Skibet var oprindeligt et cruiseskib, som blev omdannet til at fragte soldater og mandskab under krigen.