Besøg også: Private Travel Lab · Australienrejser

Cookøerne, Tahiti eller Fiji: Hvilket øparadis passer bedst til dig?

Foto: David Kirkland Photography

inspiration

Cookøerne, Tahiti eller Fiji: Hvilket øparadis passer bedst til dig?

Udgivet:

En rejse til Cookøerne, Tahiti eller Fiji er for mange selve definitionen på drømmeferien. Alle tre byder på tropiske strande, klart vand og fantastiske naturoplevelser, men som rejsemål er de også ret forskellige. Spørgsmålet er derfor: hvilken øgruppe passer bedst til netop din ferie?

I denne artikel sammenligner vi forskelle og ligheder, prisniveau, overnatning, mad, transport, klima og oplevelser. Kort sagt får du den information, du har brug for, så du kan finde ud af, hvilket af de tre øparadiser der passer bedst til dig.

Når man søger information om feriedestinationer i Stillehavet, er det ofte de samme superlativer, der går igen. På billederne kan stederne til forveksling ligne hinanden med blåt hav og indbydende strande. Og ganske rigtigt finder man mange af de samme kvaliteter på forskellige længde- og breddegrader i Stillehavet, men der er også væsentlige forskelle, som er værd at tage med i overvejelserne, når drømmerejsen skal planlægges. Det gælder alt fra natur og kultur til rejserute, hoteller, sprog og prisniveau, og ikke mindst hvordan disse forhold matcher de ønsker, du har til rejsen.

Aitutaki, Cookøerne.
Aitutaki, Cookøerne.
Foto: Alisha Street

Cookøerne, Tahiti og Fiji er alle øgrupper med en blanding af små og store øer, hvor størstedelen af befolkningen er koncentreret på et fåtal af øerne. De har også det til fælles, at kulturen og befolkningen både bærer præg af deres oprindelige lokale rødder og en nyere europæisk indflydelse. Klimamæssigt er dele af året mere fugtige end andre, men uanset årstid kan du se frem til behagelige sommertemperaturer. Samtidig har havet en tempererende effekt, som betyder, at ekstrem varme ikke er et problem.

Cookøerne

Cookøerne er fantastisk smukke med deres kridhvide strande og turkisblå laguner. Den polynesiske kultur er tydeligt til stede med masser af farver, sang og dans. Myndighederne har en bevidst strategi om at undgå overturisme, hvilket lidt paradoksalt er en af de gode grunde til at rejse dertil som turist. Antallet af besøgende om året ligger på under 200.000. Til sammenligning har Hawaii omkring ni millioner besøgende om året, selvom de to rejsemål ikke umiddelbart er direkte sammenlignelige.

Fang en stor fisk på Cookøerne.
Sportsfiskeri er populært på Cookøerne.
Foto: David Kirkland Photography

Landskabet varierer fra ø til ø, hvilket giver mulighed for varierede oplevelser ved at besøge flere øer i løbet af ferien. De sydlige øer har høje bjergtoppe og dale formet af vulkansk aktivitet, hvor store områder er dækket af frodig regnskov. De nordlige øer er fladere, dækket af kokospalmer og ofte kun få meter over havets overflade.

Cookøerne er ikke alene om at hævde, at de kan byde på Stillehavets allersmukkeste og mest billedskønne ø. Og ser man udelukkende på strandene og lagunen, er det svært at være uenig i, at Aitutaki er en oplagt kandidat. Aitutaki er også perfekt til dykning og snorkling. I det krystalklare vand er sigtbarheden som regel hele 20-30 meter. På de lavvandede koralrev behøver du kun snorkel og dykkermaske for at opleve det myldrende liv under havoverfladen. Koralrev og laguner giver gode muligheder for snorkling, næsten uanset hvilken af Cookøerne du befinder dig på.

Cookøerne er ikke en fuldt suveræn nationalstat. Den tætte tilknytning til New Zealand minder om den, Grønland har til Danmark. Lokalbefolkningen taler hovedsageligt cookø-maori som modersmål, men engelsk er også officielt sprog, og med få undtagelser taler de lokale flydende engelsk.

One Foot Island, Aitutaki.
Aitutakis strande og laguner tager begrebet postkortsmuk til et helt nyt niveau.
Foto: David Kirkland Photography

Prisniveauet på Cookøerne

Sammenlignet med Europa er priserne på mad og drikke på restauranter og barer noget lavere, og lidt højere end på sydeuropæiske feriedestinationer. Prisen på overnatning er lavere end på mange andre destinationer i Stillehavet, men lidt højere end i typiske ferielande i Sydeuropa. Priserne på taxaer og indenrigsfly ligger også omtrent på det niveau, man må regne med i Europa.

Madkulturen på Cookøerne

Madkulturen på Cookøerne er en spændende blanding af traditionelle polynesiske retter og inspiration primært fra New Zealand, Australien og Asien. Retterne har ofte rene smage, hvor råvarerne spiller hovedrollen frem for krydderierne. Typiske ingredienser er frisk fisk og skaldyr, kokosmælk, tropiske frugter og rodfrugter. To traditionelle retter, du bør prøve, er Ika Mata og Umukai. Førstnævnte er en variant af ceviche, mens Umukai består af kød eller fisk med grøntsager, der langtidssteges i en jordovn.

Hoteller og resorts på Cookøerne

På Cookøerne findes der mange gode strandresorts, som falder elegant ind i de idylliske omgivelser. Det er værd at bemærke, at de store internationale hotelkæder ikke må etablere sig på Cookøerne. Med undtagelse af nogle få regionale aktører er hotellerne lokalt ejede og som regel relativt små. Generelt er overnatning billigere på hovedøen Rarotonga end på de mere afsidesliggende øer, og udvalget er også mere begrænset uden for Rarotonga.

Pacific Resort Aitutaki
Pacific Resort Aitutaki er et af Cookøernes mange unikke resorts med en fantastisk beliggenhed.

Transport på Cookøerne

Cookøerne har flere mindre lufthavne ud over den internationale hovedlufthavn på Rarotonga. Afstandene mellem øerne er så store, at bådtransport sjældent er relevant. Der er flere daglige indenrigsafgange mellem Rarotonga og Aitutaki, mens der til de mindre lufthavne typisk er to til tre ugentlige flyvninger. Rejsetiden mellem Rarotonga og de mindre øer er ofte omkring en time.

Hvornår er det bedst at rejse til Cookøerne?

Cookøerne har behagelige temperaturer året rundt, og perioden fra april til november er den tørreste med mindst nedbør. De højeste temperaturer opleves fra december til marts. Det bliver dog sjældent meget varmere end 30 grader. December til marts er også perioden med størst sandsynlighed for nedbør, men regnen falder som regel i form af korte, kraftige byger.

Hovedstad: Avarua
Sprog: cookø-maori og engelsk
Antal øer: 15
Valuta: New Zealand-dollar (NZD)
Direkte flyruter fra: Brisbane, Sydney, Auckland, Christchurch, Hawaii og Tahiti

Her kan du læse mere om Cookøerne:
Cookøerne – paradiset du ikke troede fandtes
10 uforglemmelige oplevelser på Cookøerne

Tahiti (Fransk Polynesien)

Tahiti er den største og mest folkerige ø i Fransk Polynesien, og de to betegnelser bruges til tider lidt i flæng. De mange øer er fordelt på fem forskellige øgrupper: Selskabsøerne, Tuamotuøerne og Marquesasøerne samt de mere afsidesliggende Australøer og Gambierøer. De er spredt over et område på størrelse med hele Europa. Variationen er derfor også stor, fra små koraløer, der knap nok hæver sig over havets overflade, til vulkanske bjerge på Tahiti, som når højder på niveau med de højeste fjelde i Norge. Selvom du kan tage på vandreture i bjergene på Tahiti, er det naturligvis de perfekte strande og eksklusive resorts, der er i centrum.

For mange er Bora Bora selve definitionen på et sydhavsparadis.
For mange er Bora Bora selve definitionen på et sydhavsparadis.
Foto: wrobel27 – stock.adobe.com

Blandt Cookøerne er Aitutaki med sine strande og sin lagune allerede nævnt som en stærk kandidat til Stillehavets smukkeste ø. Men løfter man blikket og inkluderer resten af naturlandskabet, vil mange nok pege på ikoniske Bora Bora, som er en del af Selskabsøerne.

For at få mest muligt ud af en rejse til Fransk Polynesien er det en fordel at planlægge turen som øhop, hvor du besøger flere øer. Med udgangspunkt i Papeete på Tahiti kan du også tage på ekspeditionskrydstogt med de kombinerede krydstogts- og fragtskibe Aranui og Aranoa. Det giver en unik kombination af naturoplevelser, polynesisk kultur og et indblik i hverdagslivet på øer, som kun få andre besøger.

Fransk Polynesien er en del af Frankrig med formel status som et fransk oversøisk samfund. Og selvom franskmænd generelt har et lidt blakket ry i mødet med engelsktalende turister, kan du se frem til en imødekommende og gæstfri lokalbefolkning på disse polynesiske breddegrader. Taler du lidt fransk, er det en fordel, men du klarer dig også fint med engelsk.

Marquesasøerne.
Flere af øerne i Fransk Polynesien byder på et varieret naturlandskab med skovklædte bjerge og dale.
Foto: napa74 – stock.adobe.com

Prisniveauet i Fransk Polynesien

Det generelle prisniveau i Fransk Polynesien er højere end både i Europa og resten af Stillehavet. De lange transportafstande for importerede varer er med til at presse priserne på forbrugsvarer op, og det samme gælder øgruppens popularitet som feriedestination, når det kommer til overnatning. Samtidig er der variationer mellem øerne og internt på de enkelte øer. Mad og drikke på lokale restauranter og fra madvogne er væsentligt billigere end på hoteller og resorts. Bora Bora og private øer med luksusresorts ligger i den dyreste ende af skalaen. Der findes ikke Uber eller tilsvarende tjenester, og taxipriserne ligger også på niveau med de dyrere lande i Europa.

Madkulturen i Fransk Polynesien

Madkulturen i Fransk Polynesien afspejler kombinationen af polynesiske rødder og fransk indflydelse. Friske, lokale råvarer får lov til at komme til deres ret, når de tilberedes efter det franske køkkens traditioner. Mens kød og kylling hovedsageligt skal importeres, er der naturligvis god adgang til friskfanget fisk og skaldyr samt lokalt dyrket tropisk frugt. Nationalretten poisson cru består af rå, limemarineret tun blandet med kokosmælk, tomat, løg og gulerod.

Hoteller og resorts i Fransk Polynesien

Fransk Polynesien er kendt for sine mange luksuriøse resorts med beliggenhed i postkortsmukke omgivelser. Flere steder kan du bo i de ikoniske overwater-bungalows på pæle over vandet med mulighed for en morgendukkert og snorkling lige uden for døren. Arkitekturen er ofte inspireret af lokal byggeskik med naturmaterialer som træ og stråtag, men uden at gå på kompromis med komforten indendørs. Med høje priser og et kræsent klientel på de eksklusive resorts følger førsteklasses restauranter, spa-faciliteter og et bredt udvalg af aktiviteter. Mange resorts lægger stor vægt på bæredygtighed og arbejder aktivt med bevarelse af koralrev og havmiljøet.

Borra Bora.
Overwater-bungalows finder du flere steder i Fransk Polynesien.
Foto: Gang – stock.adobe.com

Transport i Fransk Polynesien

På grund af de store afstande er fly den primære transportform mellem de øgrupper, der udgør Fransk Polynesien. Den internationale lufthavn Faa’a i Papeete fungerer også som knudepunkt for indenrigsflyvninger mellem øerne. Der er flere daglige afgange til de mest besøgte øer, blandt andet Bora Bora, Huahine, Rangiroa og Raiatea, mens der til de mindre lufthavne er én eller flere ugentlige flyvninger. Mellem Papeete og naboøen Moorea er færgen det bedste alternativ. Fra Papeete kan du også tage færge til flere af Selskabsøerne, herunder Bora Bora.

Hvornår er det bedst at rejse til Fransk Polynesien?

Den bedste tid på året at rejse til Fransk Polynesien er normalt fra april til november. Det regnes som den tørre årstid med lavere luftfugtighed og begrænset nedbør. Fra december til marts stiger temperaturen og luftfugtigheden, men det bliver sjældent varmere end 32-33 grader. Denne periode byder også på mere nedbør og et frodigere naturlandskab. Langvarig regn er usædvanlig, og nedbøren falder som regel i form af korte, kraftige byger.

Sprog: tahitisk og fransk
Hovedstad: Papeete
Antal øer: 118
Valuta: CFP-franc
Direkte flyruter fra: Los Angeles, Seattle, Hawaii, Sydney, Auckland, Tokyo og Cookøerne.

Her kan du læse mere om Fransk Polynesien:
Ekspeditionscruise til polynesiske øperler
De 12 bedste oplevelser på Bora Bora

Fiji

Fiji er den mest folkerige af disse tre øgrupper med knap en million indbyggere. Kulturen er gæstfri, farverig og præget af smil, sang, dans og fællesskab. Du vil med garanti blive charmeret!

Fiji.
Se frem til en hjertelig velkomst på Fiji.
Foto: Tourism Fiji

Den mest autentiske oplevelse af et sydhavsparadis får du på de mindre øgrupper, der omgiver hovedøen, særligt Mamanuca Islands og Yasawa Islands mod vest. Begge byder på gode forhold for dykning og snorkling, og strandene er fantastiske. Det mest varierede og farverige liv under havoverfladen finder du omkring de nordlige øer Vanua Levu og Taveuni. Her venter også et fantastisk frodigt naturlandskab med uberørt regnskov og unikke økoresorts.

Hovedøen Viti Levu er som nævnt mere befolket og turistpræget end de mindre øer, men den er også stor nok til at rumme et varieret landskab med bjerge, dale, floder og regnskov. Her venter spændende aktiviteter og udflugter, som kan supplere afslappende dage på stranden. Den internationale lufthavn ligger i Nadi på øens vestside, mens hovedstaden Suva ligger på østsiden. Afstanden er ikke større, end at man kan køre mellem de to byer på tre og en halv time.

Fiji er en del af Commonwealth, men har været en selvstændig stat siden 1970. Både engelsk og fijiansk er officielle sprog, og fijianerne lærer engelsk, fra de begynder i skole.

Snorkling på Fiji.
Farverigt og smukt både over og under overfladen.
Foto: Tourism Fiji

Prisniveauet på Fiji

Fiji har generelt et moderat prisniveau, som ligger lavere end både på Cookøerne og på Tahiti. Kombineret med et stort udvalg af overnatningssteder og hyppige flyafgange kan du få meget stillehavsidyl for pengene på Fiji. Hovedøen Viti Levu er billigst, når det gælder både overnatning og restaurantbesøg, mens resorterne på Mamanuca Islands ligger i den højeste prisklasse. Yasawa Islands har et større udvalg af overnatningsmuligheder, fra eksklusive luksusresorts til budgetvenlige alternativer. Taxaer samt mad og drikke på lokale restauranter uden for resorterne er mærkbart billigere end på feriedestinationer i Sydeuropa.

Madkulturen på Fiji

Madkulturen på Fiji er en blanding af traditionelle fijianske retter og indflydelse fra Europa og Indien. Tiden som britisk koloni bragte mange indiske gæstearbejdere til Fiji, hvilket har sat tydelige spor i køkkenet. Ud over den gode adgang til fisk og skaldyr betyder forbindelserne til Australien og New Zealand også, at oksekød og lam er let tilgængelige. Kava er en drik, som spiller en central rolle i den fijianske kultur og indgår i sociale sammenhænge gennem de såkaldte kava-ceremonier.

Hoteller og resorts på Fiji

Hovedøen har et stort udvalg af hoteller og resorts med den højeste koncentration på sydkysten, kendt som Coral Coast, og på halvøen Denarau Island tæt ved hovedlufthavnen i Nadi. Her finder du alt fra prisvenlige hoteller med enkel standard til internationale hotelkæder og luksusresorts. På Yasawa Islands og Mamanuca Islands er udvalget mindre, men resorterne scorer generelt meget højt på både beliggenhed og standard. Transport til og fra resorterne på øerne bør planlægges og bookes på forhånd.

Royal Davui Island Resort ud for Coral Coast på Fiji.
Royal Davui Island Resort ud for Coral Coast på Fiji.
Foto: Royal Davui Island Resort

Transport på Fiji

På hovedøen kan du nemt komme rundt med lejebil eller taxa. I området omkring Nadi og Denarau Island er offentlig bustransport et udmærket alternativ til og fra hotellerne, samtidig med at der er mange taxaer, og priserne er rimelige. For at komme videre til Mamanuca Islands er bådtransfer den mest effektive løsning, mens der er rutefly til Yasawa Islands samt de nordlige øer Vanua Levu og Taveuni.

Hvornår er det bedst at rejse til Fiji?

Fiji er en helårsdestination med behagelige sommertemperaturer året rundt. Perioden fra maj til oktober har det mest stabile vejr med lavere luftfugtighed og begrænset nedbør. November til april er noget varmere og vådere, men som andre steder i Stillehavet falder størstedelen af nedbøren i form af korte og kraftige regnbyger. Generelt får den nordlige og vestlige del af hovedøen mindre nedbør, og det samme gælder øgrupperne vest for hovedøen.

Sprog: fijiansk og engelsk
Hovedstad: Suva
Antal øer: 333
Valuta: Fiji-dollar (FJD)
Direkte flyruter fra: en række større byer i Sydøstasien, Australien, New Zealand, USA og Canada

Her kan du læse mere om Fiji:
Rejseguide til Fiji
Fiji: Rejsebrev fra et sydhavsparadis

Start planlægningen af drømmerejsen

Læs også

Intercontinental Bora Bora Resort and Thalasso Spa
Er du på jagt efter den ultimative tropiske ferieoplevelse? Rejs til en af verdens smukkeste laguner! Planlægger du at holde ferie ved en af disse laguner, vil du med stor sandsynlighed ikke vende skuffet hjem.
The Brando.
Drømmen i Stillehavet: Krystalklart vand, varme vinde, palmeøer og luksus ved stranden. Eventyrlandene som fristede Thor Heyerdahl har aldrig været lettere at rejse til.
Fijirejser logo.

Information om cookies

Denne hjemmeside anvender cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookie-informationen gemmes i din browser og har funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside, og hjælper vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.